Brønderslev Skytteforening vil have seniorerne til at ramme plet

Den 26. oktober åbner Brønderslev Skytteforening for første gang dørene op til 60+ introduktion i skydning. Ambitionen er få flere seniorer i gang med sporten – også dem der for første gang skal have en skydevåben i hånden.

Brønderslev Skytteforeningen ønsker at flere seniorer får øjnene op for skydesportens mange muligheder. Klubben har sat sig et strategisk mål om, at få flere seniorer med ombord og derigennem udnytte kapaciteten i klubben endnu bedre.

Skydesport en sjov, individuel idrætsgren, hvor det sociale fællesskab i den grad trives.

’Skydning er en rigtig god aktivitet for seniorer, da den ikke er så fysisk krævende. Dermed er den ideel for ikke-aktive, der gerne vil i gang. Samtidigt er der mange positive effekter ved skydning og du træner bl.a. dit åndedræt, din koncentration og din kropslige ro’ - udtaler formand Anders Jensen

 

Stort fokus på sikkerheden

Brønderslev Skytteforening blev stiftet d. 9. juni 1942 og har i dag ca. 150 medlemmer hvoraf de 100 er aktive. Foreningens primære aktiviteter er pistol- og riffelskydning, der i vinterhalvåret foregår indendørs, hvor klubben har 20 baner. I sommerhalvåret skydes der på foreningens udendørs anlæg, hvor der er mulighed for at skyde med de fleste typer kalibre.

Som ny, er der et stort fokus på sikkerheden i foreningen. Derfor bliver nye i skytteforeningen også hjulpet i gang af erfarne skytter de første par gange, uanset om man er riffel- eller pistolskytte.

Tilrettelagt introduktionsforløb skal lokke seniormålgruppen med

I samarbejde med Bevæg dig for livet – Senior i Brønderslev Kommune tilbyder Brønderslev Skytteforening​ nye som tidligere skytter at komme med til et gratis introduktionsforløb i riffelskydning, der er mest oplagt til nybegyndere. Introduktionsforløbet starter onsdag d. 26. oktober kl. 10.00-11.00 og udbydes de følgende tre onsdage.

’Alle uanset forudgående kendskab eller erfaring med skydning kan være med på introduktionsforløbet, hvor man lære basale skydeteknikker. Vi har samtidigt stort fokus på det sociale og slutter altid af med socialt samvær i klublokalet efter endt skydning’ fortsætter Anders Jensen.

Brønderslev Skytteforening vil med introduktionsforløbet gerne være med til at nedbryde fordomme omkring skydesporten.

’Vi vil rigtig gerne vise hvad Brønderslev Skytteforening kan byde på. Der er måske nogle fordomme omkring skydesporten som vi gerne vil være med til at nedbryde ved at åbne dørene op. Som medlem hos os bliver du en del af et godt fællesskab i foreningen og skydning er fantastisk træning for både krop og hjerne’ – slutter formand Anders Jensen.

 

Det kræver ingen tilmelding at deltage. Man møder bare op i Brønderslev Skytteforenings lokaler på Skydebanevej 41, i Brønderslev. Har man behov for at vide, er man velkommen til at kontakte Brønderslev Skytteforening.

 

Fakta: Bevæg dig for livet
Danmark skal være verdens mest idrætsaktive nation. Det er målet i det historiske samarbejde, DGI og DIF har indgået med TrygFonden og Nordea-fonden om opfyldelsen af en ny, ambitiøs vision for dansk idræt: Bevæg dig for livet. Visionen er den største partnerskabsaftale i dansk idræts historie.

 

 

Sune Jeppesen

Sune Jeppesen