Vedtægter for Brønderslev Skytteforening

 

§ 1

Foreningens navn er Brønderslev Skytteforening. Hjemsted er Brønderslev Kommune.                   

§ 2

Foreningens formål er ved riffel- og pistolskydning og andet kulturelt virke at fremme den enkeltes- og fællesskabets sundhed og trivsel. 

§ 3

Foreningen er tilsluttet DGI Nordjylland og dermed undergivet dennes vedtægter. ​

§ 4

Stk. 1:

Som medlemmer optages alle, når de vedkender sig nærværende vedtægter. 

Stk. 2:

Bestyrelsen kan udelukke et medlem, når den finder vægtig grund dertil. Det udelukkede medlem kan anke kendelsen på førstkommende generalforsamling. 

Stk. 3:

Da foreningen er berettiget til at give våbenpåtegning, er foreningens bestyrelse forpligtet til at give orientering til politiet eller om fornødent, at tilbagekalde våbenpåtegningen overfor et medlem, der efter bestyrelsens skøn, af hvilken som helst årsag, ikke længere bør være indehaver af en meddelt tilladelse til et våben. ​

§ 5

Stk. 1:

Foreningen ledes af en bestyrelse bestående af:

7 medlemmer, - formand + 6 bestyrelsesmedlemmer (herunder næstformand, sekretær og kasserer. Dog kan bestyrelsen vælge kassereren udenfor bestyrelsen). 

Såvel riffel- som pistolskytter skal til enhver tid være repræsenteret i bestyrelsen. 

Bestyrelsen konstituerer sig selv. 

Stk. 2:

Der nedsættes følgende udvalg:

Aktivitetsudvalg, bestående af minimum 3 personer, hvoraf minimum 1 person er fra bestyrelsen.
Både riffel og pistolskytter skal være repræsenteret i aktivitetsudvalget.

Vedligeholdelsesudvalg, bestående af minimum 2 personer, hvoraf minimum 1 person er fra bestyrelsen.

Forretningsdagsorden for aktivitetsudvalg, og vedligeholdelsesudvalg fastsættes af bestyrelse og udvalg i fællesskab. 

Stk. 3:

Formanden er på valg hvert år. Alle øvrige valg gælder for 2 år. 

Stk. 4:

Valgbar til bestyrelsen er ethvert medlem, der er fyldt 18 år. 

§6

Foreningens kontingent fastsættes hvert år på den ordinære generalforsamling.​

§ 7

Stk. 1:

Foreningens medlemmer og bestyrelse hæfter ikke personligt for indgåede forpligtelser for foreningen, for hvilke alene foreningen hæfter med den respektive formue. 

Stk. 2:

Foreningens medlemmer og bestyrelse har ikke nogen økonomisk forpligtelse udover kontingent. 

Stk. 3:

Foreningens medlemmer og bestyrelse har ikke krav på nogen del af foreningens formue eller udbytte af nogen art. ​

§ 8

Stk. 1:

Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen (GF), der afholdes hvert år inden udgangen af marts.

Indkaldelse til GF skal ske skriftligt og indkaldelsen skal være medlemmerne i hænde senest 3 uger før afholdelse af GF.

Som hovedregel skal GF afholdes med fysisk fremmøde, men kan i tilfælde hvor omstændighederne umuliggør dette afholdes virtuelt via Skype, Teams eller anden platform. Det er medlemmets eget ansvar, at Skytteforeningen altid har korrekte person- og kontakt oplysninger”. 

Stk. 2: 

Forslag, der ønskes behandlet på GF skal være formanden i hænde senest 2 uger før GF. 

Stk. 3:

Dagsorden med bilag, herunder indkomne forslag og regnskab, skal kunne afhentes i Skyttecentret senest l uge før GF. 

Stk. 4: 

Kun fremmødte medlemmer med gyldigt medlemskort har stemmeret. Der kan stemmes ved fuldmagt. 

Stk. 5: 

På GF afgøres alle sager ved almindeligt stemmeflertal, dog kræves til udelukkelse af et medlem samt til ændring af vedtægter mindst 2/3 af de afgivne gyldige stemmer, er for forslaget. ​

§ 9

På den ordinære generalforsamling behandles følgende: 

  1. Valg af dirigent.
  2. Aflæggelse af beretning.
  3. Skriftlig forelæggelse af det reviderede regnskab.
  4. Behandling af indsendte forslag.
  5. Fastlæggelse af kontingent.
  6. Valg:
    1. l formand
    2. 3 bestyrelsesmedlemmer +1 suppleant
    3. 1 revisor + 1 suppleant

​§ 10

Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, når flertallet af bestyrelsen finder det nødvendigt, eller når mindst 1/4 af foreningens medlemmer stiller skriftligt krav herom med forslag til dagsorden. Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes senest 5 uger efter, at kravet herom er modtaget, og den skal indvarsles i lighed med den ordinære generalforsamling. ​

§ 11

Foreningen tegnes ved underskrift af formand og et bestyrelsesmedlem. ​

§ 12

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsdagsorden. ​

§ 13

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 4 medlemmer er mødt. ​

§ 14

Der udfærdiges beslutningsreferat fra alle bestyrelsesmøder. Godkendelse af referat sker på efterfølgende bestyrelsesmøde. Referater opbevares forsvarligt, enten elektronisk, eller på papir, minimum 5 år bagud. ​

§ 15

Foreningens regnskabsår følger kalenderåret ( l. januar - 31. december), og senest den 1. marts afgiver kassereren driftsregnskab og status til revisorerne. ​

§ 16

Stk. 1:

Foreningen kan kun opløses, når 2/3 af deltagerne på to hinanden følgende generalforsamlinger stemmer herfor. 

Stk. 2:

Ved foreningens opløsning deponeres kasse-, bank- og girobeholdning hos Idrætssamvirket, mens den øvrige ejendom deponeres hos DGI Nordjylland. 

Stk. 3:

Såfremt der i løbet af 5 år oprettes en ny forening i Brønderslev tilfalder de i stk. 2 nævnte værdier denne. I modsat fald tilfalder de henholdsvis Idrætssamvirket og DGI Nordjylland.

 

 

Således vedtaget på generalforsamlingen tirsdag den 22. marts 2022

Dirigent

Susan Bilde Hatting

 

Jens Anders Jensen, formand (valgt 2022)

Sune Hessellund Jeppesen, næstformand (valgt 2021)

Charlotte Marie Jensen, kasserer (ekstern)

Jannik Hågen Svendsen, sekretær (valgt 2022)

Christian Svanhede, medlem (valgt 2022)

Mikkel Hørup Nilsson, medlem (valgt 2021)

Rasmus Hansen, medlem (valgt 2021)

Jelena Lebedeva, medlem (valgt 2022)

Susan Bilde Hatting, suppleant (valgt 2021)

Christoffer Dietz Fuglsang, suppleant (valgt 2022)